Her sidder jeg atter og ønsker, at jeg lå og puttede hos min dejligste kæreste. Nætterne er lammende for fortagsomheden. Øv.

Så sidder jeg her efter længere tids fravær og frihed. Jeg har lige benyttet mig af min "bibeskæftigelse" som lægdommer. Spændende og tragisk på en gang.

Indtil videre er her stille på afdelingen, patienterne sover og vi drikker kaffe. Jeg bruger min tid på at tjekke arbejdsplan og vil gerne have læst lidt, men nu får vi at se.

Foreløbig er der mindst 11 plejehjem her i hovedstaden, som har fået denne eller disse bakterier inden for dørene. Det er ikke godt. Folk dør. Denne rapport ligger foran mig, og det er ikke sjov læsning.

Før i tiden gik jeg ikke ind for podning af personalet af principielle grunde, men nu er jeg vendt på en tallerken. More to come.

Så skete det igen. Vores ISS køkkenmedarbejder dukkede ikke op her til aften. Normalt forestår de opvarmningen af maden, som bliver produceret andetsteds. Når de ikke dukker op, og når der ikke kommer en vikar, så må vi træde til. Dette betyder en vis forsinkelse i aftenvagtsrytmen og at vi overtager arbejde, som andre er betalt for. Det er ikke i orden i mine øjne, at ISS ikke er bedre til at sørge for deres samarbejdspartnere. Jeg synes det er et problem, at det offentlige vælger at udliciterer arbejde til et privat firma, som skal hente profit på et arbejde, jeg mener burde forestås af det offentlige selv. Havde ISS kunnet leverer et stykke arbejde som var bare tilfredsstillende, var det fint nok, men jeg har ikke set det endnu.

Her til lands har vi en masse politikere, som tænker mere på taburetter end på befolkningens ve og vel. Nogen er blevet så fornærede, at der ikke engang kan ydes den korrekte hjælp, til dem som måtte trænge. http://www.sygeplejersken.dk/sygeplejersken/frontpage.asp Godt jeg bor i en stor by, som København.

Så sidder jeg her i en dejlig stille aftenvagt. Ville egentlig hellere være med min dejlige familie, som er til fødselsdag, men når nu ikke kan være anderledes. Her er fredeligt, og jeg må henlede opmærksomheden på MGP, som det hedder. Der er få ting, som kan holde de vågne patienter fanget foran TVet. MGP er en af de udsendelser ellers er det kun diverse sportsarrangementer og royale begivenheder.

Er der noget så befriende, som at se en patient blive rask? At vide, at den pleje og omsorg jeg er med til at give virker? Det er ellers svært at se ind i mellem, men her i den seneste tid har jeg oplevet det: En deprimeret patient, som var helt nede i kulkælderen. Jeg har brugt en del tid på at tale med vedkomne, vist lidt "ekstra" omsorg, og debatteret medicin og årsager med både patient, familie og læge. Og nu er patienten tilbage i sin habituelle tilstand - siger hun selv og familien. Der kan være langt fra bund til top, men det er befriende at se.

Så sidder jeg her igen og indrapporterer de såkaldte UTHer. Ind i mellem glemmer vores faste læger, at vi ikke har læger på afdelingen i weekenden. Eller også har de simpelthen for travlt. Ligegyldigt hvad, er dette nu min nye strategi.

Det bliver spændende, når jeg næste gang skal sætte en transfussion op (give blod) og papirene ikke er korrekt udfyldt af lægen, så vil jeg - sandsynligvis - afvise at give blodet. Der er ingen grund til at risikerer autorisationen.

Nu er der flere MRSA tilfælde på en tilstødende afdeling. Det viser sig, dels at sprit ikke er effektivt mod denne stafylokok, men nu skal vi benytte den gammeldaws metode; sæbe og vand!

Ikke nok med dette, så har intensiv podning af alt på den omtalte afdeling - stole, vægge osv. - vist at fx telefoner indeholdt MRSA i revner ol. Gad vide, hvad vi sidder inde med som personale? Er vi alle resistente? Det er en bekymrende udvikling vi er i.

I det danske sundhedsvæsen arbejder vi ud fra princippet om, at enhver patient skal have sin egen kontaktsygeplejerske. Dette er et godt mål, men dette princip følges ikke op af flere pladser på sygeplekerskeskolerne eller medicinstudierne for den sags skyld.

Er det ellers normalt at danske politikere har love, som strider imod hinanden?

Så skete det igen! Fem patienter i overbelægning og kun fem personaler. Dette betyder, at vi oplever, at selv om vi ser en masse, vi kan gøre for patienterne, for at fremme deres situation, så kan det ikke lade sig gøre. Bare ærgerligt!

Ikke nok med at vi ikke kan indfri vore egne forventninger, så mærker vi også presset fra andre grupper. Terapeuter , som sniger opgaver til os. Læger, som forventer alt. Politikere, som forlanger mere og mere - for mindre og mindre. Pårørende, som ikke føler, de får nok oplysninger nok. Hvad nok rigtigt er. Ikke nemt at være i krise. Vi kan bare ikke hjælpe alle.

Jeg kom da hjem til sidst, tror jeg nåede det vigtigste. Det værste er, at det går ud over familien, som ikke får tilstrækkelig opmærksomhed. Eller forkert opmærksomhed. Øv.